Billede med hvide blomster og sløret billede som bekymringer

Overbevisninger er med til at forme vores hverdag

Kan tro flytte bjerge? I coachende samtaler er det et velkendt fænomen at støde på begrænsende overbevisninger hos en klient. Enhver professionel NLP-coach vil under en samtale med en klient lytte efter begrænsende overbevisninger. Samtidig vil coachen lytte efter, spørge ind til og rette fokus på de ressourcer og styrker hos klienten, som kan bidrage til en frigørelse af vedkommendes fulde potentiale.

Når du som menneske bliver bevidst om dine styrker og samtidig skaber en ny styrkende overbevisning, så opstår der en kraft, der kan løse ellers uoverkommelige opgaver. Så ja, tro kan flytte bjerge.

Begrænsende overbevisninger handler ofte om en begrænsende tro på dig selv. Det kan være en regel eller et mønster, som er knyttet til en bestemt følelse i kroppen. Overbevisningen kan omhandle dig selv, dine evner eller dine færdigheder, men den kan også handle om andre eller om verden, og den kan hæmme dig på en sådan måde, at du ikke får udfordret dine evner eller din måde at være i verden på.

I værste fald kan den nedbryde og begrænse dit liv. Ofte er begrænsende overbevisninger og tanker ikke bevidste, men de styrer, hvordan du lykkes i det, du gør, og de spiller en vigtig rolle i vores velbefindende og hverdag.

Hvad er et begrænsende mønstre?

Et mønster eller en struktur kaldes i NLP-coaching for overbevisninger eller ”sandheder” om en selv. I bogen Coaching with NLP fortæller Joseph O'Connor med flere, at overbevisninger eller sandheder kan ses som regler, der styrer dit liv.

De kan være befriende og magtfulde og give dig muligheden for at nå dine mål og leve efter dine personlige værdier. De kan også være forhindringer, blokeringer, der gør målene umulige, og som får dig til at tro, at du ikke kan nå dem. Desuden fortæller O'Connor, at vi selv former disse overbevisninger som et resultat af vores oplevelser og erfaringer.

Vi begynder derefter at handle, som var de sandheder i vores liv. På en måde er de selvopfyldende profetier. Inden for NLP-coachingen er det vores opfattelse, at vores tro er formet af vores oplevelser og erfaringer, og samtidig med at vores oplevelse af verden også er et resultat af vores tro. Dette betyder, at du kan vælge, at arbejde med dine begrænsende overbevisninger.

 

​​NLP's grundlæggende forudsætninger

 En af de mest kendte NLP-forudsætninger er: Jeg oplever ikke verden, som den er - jeg oplever en model af verden. Vores indre verdenskort kan ses som forskellige måder, hvorpå vi fortolker den verden, vi befinder os i - en form for fortolkningsskabeloner eller et sæt briller, som vi oplever verden igennem. Alle har deres helt egne og unikke fortolkningsskabeloner baseret på oplevelser og erfaring.

Vores indre verdenskort påvirker os kraftigt og kan både hjælpe og forstyrre os med at opnå vores resultater. I NLP-coaching er der en række kraftfulde metoder og teknikker, der kan arbejde med at udvide og ændre det indre verdenskort.

Vores indre verdenskort fortolker hele tiden de oplysninger, vi modtager. Baseret på viden om, hvordan hjernen fungerer, kan vores indre verdenskort beskrives som en programmering, som er lagret i vores nervesystem. NLP står faktisk for ”Neurolingvistisk Programmering”, hvilket vil sige en programmering, der påvirker, hvordan vi ser, opfatter og fortolker verden, og hvad der sker.

En programmering, der skaber og giver os en forudsigelighed, sikkerhed og tryghed, når vi færdes i verden. En programmering, som samtidig gør overbevisninger vanskelige at arbejde med, men ikke umulige at ændre.

En af ​​grundlæggerne af NLP-coaching, Richard Brandler, skriver i sin bog Brug din hjerne til en forandring følgende:

Vores hjerner koder vores interne oplevelser, så vi ved, hvad vi tror, ​​og hvad vi ikke gør. Ved direkte adgang til og ændring af denne interne kodning er det muligt hurtigt at ændre begrænsende overbevisninger om dig selv, til ressourcestærke og styrkende overbevisninger”.

 

Klassiske NLP-coaching-teknikker til at arbejde med overbevisninger

Forestil dig, at du rydder op på din computer. Arkiverer, sletter, danner nye mapper, kører virusscan osv. Hvordan virker computeren efter sådan en oprydning? Inden for NLP-coaching er der mange forskellige teknikker og værktøjer til, hvordan du kan arbejde med din personlige ”omprogrammering” eller ”oprydning” af dit indre verdenskort. Hvordan man finder begrænsende overbevisninger og udfordrer dem, så de kan erstattes med nye og ressourcestærke og styrkende overbevisninger.

En styrkende og ressourcestærk overbevisning er en tro, der skaber nye muligheder, fremfor begrænsninger, samt udvikling henimod at opnå det, man drømmer om eller har som mål.

Går du selv med en begrænsende overbevisning, er det vigtigt at arbejde med den positive intention i overbevisningen. Enhver overbevisning, uanset hvor negativ den end måtte være, har eller har haft en positiv intention for dig. Den skal anerkendes før den sættes på ”museum for gamle overbevisninger” – hvilket er en kraftfuld NLP-teknik til dette formål.

 

Bedre motivation og større livsglæde gennem coaching

Husk, at al forandring tager tid. Her er det vigtigt at have lidt tålmodighed før det nye har slået sig ned og bliver en ny naturlig del af dig. Som en tommefingerregel siger man, at det tager cirka tre måneder at arbejde med overbevisninger.

Det er under alle omstændigheder ikke et helt liv, og hvis vi nu kunne være så stædige med vores begrænsende overbevisninger, mon ikke at vi så også kan være standhaftige og udholde tre måneder, hvis resultatet er, at vi får mere adgang til vores ressourcer og øger vores livskvalitet.

Jeg håber, at indlægget kan inspirere dig til at få kigget på både dine egne styrkende og begrænsende overbevisninger. Som NLP coach ønsker jeg at bistå dig med motiverende samtaler og sparring hele vejen igennem. Er du nysgerrig på coaching København? Ring til mig på telefon 22 14 16 75, eller skriv en mail på kontakt@tidtilforandringer.dk, og book en tid til en indledende samtale.

 

Med ønsket om en rigtig god dag til dig,

 

Brian Carmohn Späth

Psykoterapeut MPF - Frederiksberg

 

OM COACHING - KLIK HER

BOOK TID - KLIK HER